KFUM-Spejderne i Søborgs hjemmeside er flyttet til http://soborgspejd.gruppesite.dk.

Forside > Spejdernes Lejr 2017

Spejdernes Lejr 2017

På denne side samler vi de oplysninger vi har om Spejdernes Lejr 2017, efterhånden som de kommer til. Hvis du har spørgsmål til indholdet, eller mangler oplysninger, er du velkommen til at kontakte Lars, der vil tage sig af det.

Sidst opdateret 11. juli kl. 16:06

Hvor og hvornår
Spejdernes Lejr finder sted ved Sønderborg fra lørdag d. 22. juli 2017 til søndag d. 30. juli 2017. Ulvene deltager fra onsdag d. 26. juli, og de tager hjem sammen med resten af gruppen d. 30. juli.

Søborg Gruppe kommer til at ligge sammen med de andre spejdergrupper fra Gladsaxe kommune. Kommunen samles i kvarteret Gladsaxesenderen, der ligger i underlejren Tårnet.

Hvis I ønsker at sende jeres spejder en hilsen på lejren, kan I gøre dette på nedenstående adresse:

Spejderens navn
Søborg Gruppe
Gladsaxesenderen
Tårnet
Spejdernes Lejr
6464 Sønderborg

Man kan sende elektroniske postkort og kagemænd til spejderne via adressen http://spejderpost.dk/.

Betaling
Deltagelse i hele ugen koster kr. 2100,-, og det dækker lejren, transport og aktiviteter. Da Loppekassen giver et tilskud på kr. 1000,-, bliver prisen for juniorspejdere og opefter (også ledere) kr. 1100,-. Beløbet kan betales på én gang ved tilmelding, eller over to rater med kr. 600,- ved tilmelding, og kr. 500,- 1. maj. For ulve er den endelige pris sat til kr. 600. Ulvene betaler kr. 500,- ved tilmelding, og kr. 100,- inden lejren. Beløbet indbetales til gruppens konto med reg.nr. 1551, kontonr. 1092170. Husk at angive spejderens navn og teksten "SL17".

Transport
Der bliver arrangeret fælles bustransport for alle spejderne fra Gladsaxe kommune. Busserne kører fra Gladsaxe Stadion, Gladsaxevej 200, 2860 Søborg, og kommer tilbage til samme adresse efter lejren. Sørg for at være ved busserne en halv time før de kører.

Junior-, trop-, seniorspejdere og ledere skal afsted lørdag d. 22. juli kl. 9:30, og skal derfor være ved bussen kl. 9:00.

Ulve skal afsted onsdag d. 26. juli kl. 10:30, og skal derfor være ved bussen kl. 10:00. Der vil være en leder ved bussen, der kører sammen med ulvene.

Det forventes, at alle er tilbage ved Gladsaxe Stadion d. 30. juli kl. 15:45.

Da bustiderne efterhånden har ændret sig en del gange, skal I sørge for at holde jer orienteret om de endelige tider på gruppens hjemmeside, dagen inden I skal afsted.

Skejser
Lejren kommer til at være stort set kontantløs. Betalinger i kiosker og butikker kommer til at foregår trådløst via et armbånd, som spejderne får udleveret. Systemet kaldes Skejser, og armbåndet kan ”tankes op” af forældrene hjemmefra. Der vil formentlig være rigeligt med børnevenlig mad og drikke, så lommepengene er ikke nødvendige for at få noget at spise.

De fleste deltagere skulle have fået både armbånd og beskrivelse af, hvordan der tankes op, inden sommerferien. Sig til, hvis du mangler en af delene. Der er på forhånd en forbrugsgrænse på kr. 50 om dagen; men dette kan også ændres af forældrene. Vi anbefaler, at man højst får kr. 300 i lommepenge på sit Skejserkort (kr. 150, hvis man først kommer midt på ugen), med mindre man skal købe udstyr i en spejderbutikkerne. Hvis man skal det, vil lederne gerne have det at vide, gerne på SMS.

Man kan også bruge Skejser uden for lejrens område. Find en liste over butikker, der tager mod Skejser, på http://info.spejderneslejr.dk/disse-butikker-tager-imod-skejser/.

Telefon
Vi har tidligere forsøgt at undgå mobiltelefoner på spejderlejre. Det gør vi ikke på denne, da telefoner kan være nødvendige til en del af aktiviteterne. Alle de store teleudbydere i Danmark stiller ekstra telefonmaster op på lejren, så der er også mulighed for, at de faktisk virker. Tager man sin telefon med, skal man også have oplader med, og helst have navn på begge dele. Som med alt andet udstyr medbringes telefoner på eget ansvar. Man skal ikke spille på sin telefon, og man skal da heller ikke tage andre spilenheder med.

Lejren har arrangeret, at man kan købe powerbanks til opladning af telefonerne. Når en powerbank på lejren løber tør for strøm, kan den byttes kvit og frit til en, der er fuldt opladt. Læs mere om tilbuddet på http://getvolt.dk/da/festivals/spejdernes-lejr-2017, hvor man allerede nu kan købe en powerbank (med rabat!).

Hvis man ikke vil betale for en powerbank, er der mulighed for gratis opladning i opsatte lade-containere. Containerne er bemandede, og man får et ”garderobenummer”, når man afleverer sin telefon. Brugen af lade-containerne er dog stadig på eget ansvar. Man kan også få sin powerbank hjemmefra opladt i lade-containeren. Søborg Gruppe tager et solcelleanlæg med, og kan derfor også oplade telefoner her, hvis vejret tillader det.

Lederne indføre regler for brug af telefonerne under lejren, og hvis reglerne ikke overholdes, kan telefonerne blive konfiskerede. Konsfiskerede telefoner udleveres enten dagen efter, eller ved bussen efter hjemkomst.

Pakkeliste
Sørg for, at alle ting er mærket med navn, og også gerne gruppnavn. Bagagen pakkes i en rygsæk, som spejderen selv skal kunne bære.

Det, du skal have med:

Det, du gerne må tage med, men som måske ikke er nødvendigt:

Når lejren ligger så tæt på grænsen, kunne det være oplagt at tage en tur til Tyskland. Det gør vi ikke, så der er ingen grund til at tage pas med.

Kontakt
I løbet af lejren vil lederne have deres mobiltelefoner på sig, og i yderste nødstilfælde kan man komme i kontakt med spejderne via dem. Ledernes mobilnumre er:

Lars 20 33 33 80
Allan 20 81 10 60
Lennart 41 56 94 53
Hauke 40 11 70 09
Jimmy 40 16 44 20

Hvis der sker noget, skal vi nok give besked. Der er derfor ingen grund til at ringe til en leder for at høre, om der er sket noget.

Yderligere information
Lederne vil forsøge at opdatere gruppens Facebook i løbet af lejren, så vær med her, hvis I vil have de seneste nyheder.

Man kan også følge med på lejren, sådan lidt fra oven, ved at kigge på lejrens webcam på http://info.spejderneslejr.dk/live/.

Jobbere
Vi opfordrer forældre til at melde sig som jobbere på lejren. Jobbere skal udføre et job i et antal timer i løbet af lejren, og vil komme til at bo i jobberlejren på lejren. Læs mere om det at være jobber på lejrens hjemmeside.

Informationsmøde
Der er ikke planlagt flere informationsmøder inden lejren.